Kreditkortsvindlere taget i Frankrig og Canada

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/6/2007

Internationalt politisamarbejde har ført til arrestationer i to sager om kreditkortsvindel på nettet.

Den ene sag, "Operation Lord Kaisersose", køres af det amerikanske Secret Service i samarbejde med fransk politi. Personen, der bruger dæknavnet Lord Kaisersose, mistænkes for identitetstyveri (phishing) og salg af stjålne kreditkortnumre. Fransk politi arresterede ham den 12. juni.

Secret Service beslaglagde hans computere og fandt 28.000 kreditkortnumre på dem. Man anslår, at hans svindel har kostet ofrene over 14 millioner dollars.

Den anden sag, "Operation Hard Drive", har ført til anholdelser i Frankrig og Canada. De anholdte menes at være skyldige i svindel til en værdi af over en million dollars. Også her handler det blandt andet om tyveri af kreditkortnumre.

Links