Medarbejdere bryder it-sikkerhedspolitik

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 11/12/2007

En tredjedel af deltagerne i en undersøgelse føler, at de er nødt til at bryde deres arbejdsgivers sikkerhedsregler for at kunne udføre deres arbejde.

Sikkerhedsfirmaet RSA's undersøgelse bygger på interviews med 126 medarbejdere i private og offentlige virksomheder og organisationer. 35 procent af deltagerne svarede, at de indimellem er nødt til at bryde it-sikkerhedspolitikken i deres virksomhed.

63 procent sender arbejdsdokumenter til deres private mail-konto, så de kan arbejde videre på dem derhjemme. Det er sandsynligvis i strid med sikkerhedspolitikken.

52 procent logger ind på deres arbejds-mail fra offentlige pc'er på internetcafeer, hoteller og lignende.

65 procent medbringer indimellem fortrolige data på pc'er eller andet bærbart udstyr, når de er væk fra arbejdspladsen. Og en tredjedel har skiftet job inden for organisationen og bagefter opdaget, at de fortsat havde adgang til it-systemer, som de ikke længere havde behov for.

Links