Medieråd holder sikker internetdag

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 12/2/2008

I dag er det den internationale Sikker Internetdag for børn og unge.

I Danmark står Medierådet for Børn og Unge for aktiviteterne, der blandt andet finder sted i Experimentarium i København i eftermiddag. I Cyberhus i Århus er der en billed- og filmworkshop, og flere websteder fejrer dagen med særlige aktiviteter.

Sikker Internetdag fejres for femte år i træk. I år er temaet for dagen "Dit online liv er, hvad du gør det til." I den forbindelse lancerer Medierådet og ITEK under Dansk Industri en viral kampagne rettet mod unge brugere af sociale netværk. Den debuterer i dag på MySpace.

Medierådet og ph.d.-studerende Malene Charlotte Larsen fra Ålborg Universitet står bag en ny online-undersøgelse foretaget blandt 2.400 børn og unge, "Børns oplevelser på online sociale netværkstjenester." I dag offentliggør de rapportens delresultater og hovedkonklusioner.

Links