100 milliarder spam-mails om dagen

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/4/2008

De 11 største botnet har tilsammen kapacitet til at udsende over 100 milliarder spam-mails om dagen. Det største botnet består af 315.000 pc'er.

Det fremgår af forskning fra sikkerhedsforskeren Joe Stewart fra Secureworks. Han oplyser, at botnettet Srizbi er det største, både når man tæller pc'er og mængden af spam, det udsender. Et botnet består af pc'er, der uden deres ejeres vidende fjernstyres af hackere.

Srizbi tæller omkring 315.000 pc'er, mens nummer to, Bobax, er på 185.000 pc'er. Det netværk er også kendt under navnet Kraken. Et andet sikkerhedsfirma anslår, at det styrer 400.000 pc'er.

Det meget omtalte Storm-netværk er kun en skygge af sig selv: Det rummer nu 85.000 pc'er, og kun 35.000 af dem bliver brugt til udsendelse af spam.

I alt består de 11 største botnet af over en million pc'er.

Links