Hver anden virus er en downloader

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/4/2008

Næsten hvert andet af de skadelige programmer, som Microsoft fjerner fra brugernes pc'er, er af typen downloader. De henter flere skadelige komponenter fra websteder.

Det fremgår af den seneste sikkerhedsrapport fra Microsoft, der dækker andet halvår 2007. Hver måned kører Microsoft et program, der fjerner skadelige programmer fra brugernes pc'er. Programmet køres, når de månedlige sikkerhedsopdateringer installeres.

I andet halvår 2007 fjernede programmet skadelige programmer fra 15,8 millioner pc'er. Det er en stigning på 80 procent i forhold til første halvår.

Næsten 50 procent af programmerne var downloadere (også kendt som droppere). En del af stigningen skyldes, at renseprogrammet tidligere kendte færre varianter af downloaderprogrammer. Nummer to på hitlisten var bagdøre, mens orme fik en tredjeplads.

For hver 1.000 gange, renseprogrammet bliver kørt, finder det skadelig software på 8 pc'er. Antallet af inficerede pc'er er voksende, i andet halvår 2006 var andelen 3 pc'er ud af 1.000 undersøgte.

Links