Sårbar browser gav porno på Facebook

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 16/11/2011

Nogle Facebook-brugere er blevet udsat for porno på deres Facebook-væg. Facebook oplyser, at det skyldes et sikkerhedshul i en browser.

Der dukkede pornografiske og andre uønskede billeder op på ofrenes websider. Ifølge sikkerhedsfirmaet Sophos skyldes det, at brugerne havde fulgt en opfordring til at kopiere et stykke kode og indsætte det i browserens adressefelt.

Facebook oplyser, at angrebet udnyttede en sårbarhed i en browser. Flere browsere beskytter i dag imod, at brugere indsætter kode i URL-feltet.

Chester Wisniewski fra Sophos skriver i en kommentar, at angrebet er usædvanligt, fordi der øjensynlig ikke er penge i det for bagmændene. Dermed kan det se ud til kun at have til formål at chikanere ofrene.

Anbefaling
Hvis du har kopieret og indsat kode i browserfeltet, mens du var logget ind på Facebook, bør du tjekke din væg for uønsket indhold.

Links