EU-kommissionen vil bevare databeskyttelsesdirektiv

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/6/2003

Der skal ikke laves om på det databeskyttelsesdirektiv, der ligger bag den danske persondatalov, mener EU-kommissionen. Næsten halvdelen af de borgere, der har udtalt sig om direktivet, mener, at databeskyttelsen er for dårlig.

Det fremgår af den rapport om gennemførelsen af direktivet, som kommissionen har offentliggjort. EU-kommissionen hæfter sig ved, at der kun har været få ønsker om at få ændret direktivet. Desuden er det ikke fuldt gennemført i alle EU-landene. Derfor skal man vente nogle år, før man eventuelt ændrer på det, mener kommissionen.

I forbindelse med evalueringen gav kommissionen borgere og registeransvarlige mulighed for at kommentere direktivet via en web-formular. Her mente knap 45 procent af borgerne, at beskyttelsesniveauet er minimalt. Borgere og registeransvarlige var enige om, at bevidstheden om databeskyttelse er meget ringe.

Links