USA får pas med sikkerhedschips

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 23/7/2003

Om et år får amerikanerne pas med en indbygget chip. I chippen ligger et billede af passets indehaver.

Ifølge nyhedstjenesten The Register kommer det første af de nye pas den 26. oktober 2004. Passet indeholder en chip af typen, der også kendes fra smartcards.

I chippen ligger der et komprimeret billede af passets indehaver. Billedfilen og de øvrige informationer på chippen er signeret med myndighedernes private krypteringsnøgle. Det kan man kontrollere ved hjælp af myndighedernes offentlige nøgle - på den måde kan enhver læse indholdet af chippen, men det kan ikke ændres, uden at den digitale signatur bliver ugyldig.

EU har også planer om at indføre pas og visa med såkaldt biometrisk identifikation. Biometrisk identifikation anvender fingeraftryk, irisgenkendelse, ansigtsgenkendelse, stemmegenkendelse eller andre fysiske kendetegn til at sikre, at en person er den, han giver sig ud for at være.

Links