Serverleverandører sikrer serversoftware

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/7/2003

IBM, Hewlett-Packard og Sun vil tilbyde deres kunder en metode til at sikre, at software på serveren ikke bliver ændret, uden at de ved det.

De tre store serverleverandører vil orientere om planerne den 5. august. Analytiker John Pescatore fra Gartner Group har imidlertid allerede hørt om dem. Han fortæller IDG News Service, at der er tale om et samarbejde med softwarehuset Tripwire.

Tripwire sælger programmer, der tager et elektronisk "fingeraftryk" af de programmer, der er installeret på en computer. Med jævne mellemrum tager programmet et nyt fingeraftryk og sammenligner det med det oprindelige. På den måde opdager man det, når et program er ændret.

Hackere ændrer ofte i programmer på de computere, de overtager. For eksempel installerer de ændrede versioner af standardprogrammer, der indeholder skjulte bagdøre. Det kan man opdage med et sådan et værktøj.

Det vides endnu ikke, hvordan serverleverandørerne vil samarbejde med Tripwire. Med i projektet er også RSA Security, der kan levere digitale signaturer og kryptering, og Installshield, der udvikler installationsprogrammer.

Links