Installationsprogram skal forenkle sikkerhedsrettelser

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/9/2003

Microsoft sender i dag programmet Installer 3.0 i betatest. Det skal forenkle processen med at holde programmer opdaterede med de seneste sikkerhedsrettelser.

For øjeblikket har Microsoft en række forskellige teknologier til at holde programmer opdaterede. Windows-styresystemet opdateres via Windows Update, der findes et tilsvarende web-sted til Office-pakken, og andre produkter har deres egne metoder. Det vil firmaet nu rydde op i. Fremover bliver der to installationsprogrammer: Update.exe til styresystemet og Microsoft Installer 3.0 til alle andre programmer.

Ifølge bladet Network World vil programmet køre under Windows 2000, XP og Windows Server 2003. Samtidig med programmet kommer der et enkelt web-sted, der skal indeholde opdateringer til alle firmaets produkter.

Formålet er at gøre det lettere for brugere og systemadministratorer at holde deres systemer opdaterede. Dermed kan man undgå sikkerhedsproblemer, der skyldes, at computere anvender gammel og fejlbehæftet software. Microsoft regner med, at alle dets produkter vil anvende Installer 3.0 eller Update.exe ved udgangen af 2004.

Links