Firmaer stifter koalition mod identitetstyveri

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 3/9/2003

En række amerikanske virksomheder er i færd med at stifte Coalition on Online Identity Theft. Organisationen vil forhindre tyveri af identitetsoplysninger. Identitetstyveri sker for eksempel, når hackere misbruger andres kreditkort til at købe varer for over nettet.

Blandt stifterne er Microsoft, internetboghandlen Amazon, auktionsstedet Ebay og en række sikkerhedsfirmaer. Organisationen Information Technology Association of America (ITAA) bliver sekretariat for den nye gruppe.

Koalitionen vil sætte ind på fire områder:
  • Informationskampagner, der skal lære forbrugerne at undgå identitetstyveri.
  • Fremme teknologi og beskyttelsesmekanismer.
  • Dokumentere og udbrede information om kendte forsøg på svindel.
  • Samarbejde med myndighederne for at beskytte forbrugere og virksomheder og sikre, at identitetstyve bliver fanget og straffet.

Aktuelle eksempler på identitetstyveri er de falske web-steder, som nogle hackere etablerer. Web-stedet giver sig for eksempel ud for at være Ebays kundeservice. Kunder får så besked via e-post på, at de skal gå ind på web-stedet og indtaste deres kontooplysninger. På den måde narrer hackeren værdifulde identitetsinformationer fra ofrene.

Links