Rapport: Microsoft-afhængighed er en sikkerhedsrisiko

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 25/9/2003

En rapport, der er udsendt af en gruppe konkurrenter til Microsoft, advarer om, at firmaets monopollignende status gør samfundet mere sårbart.

Rapporten "Cyberinsecurity: The Cost of Monopoly" er skrevet af syv sikkerhedsforskere og udsendt af organisationen Computer & Communications Industry Association (CCIA), der består af en række konkurrenter til Microsoft.

Rapporten argumenterer for, at Microsofts de facto-monopol, når det gælder styresystemer til pc'er, er skadeligt for sikkerheden. Argumenterne lyder, at det altid er sværere at sikre komplekse systemer, og Windows er meget komplekst. Når der findes en sårbarhed i Windows, er alle brugere af systemet berørt. Konsekvensen er, at når der kommer en ny orm til Windows, er de fleste af verdens computere sårbare. Hvis der var flere forskellige systemer i brug, ville skaden blive mindre.

Rapportens forfattere mener, at det er nødvendigt, at samfundet bliver mindre afhængigt af et enkelt operativsystem fra en enkelt leverandør.

Blandt forfatterne er Daniel Geer, der er teknisk direktør i sikkerhedsfirmaet Atstake, og Bruce Schneier, der er krypteringsekspert og forfatter til flere bøger om sikkerhed. Han har tidligere argumenteret for, at firmaer, der udsender usikker og fejlbehæftet software, skal kunne gøres økonomisk ansvarlige for det.

Links