Lykønskningskort er spionprogram

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 30/9/2003

Der cirkulerer for øjeblikket spam-breve, der reklamerer for et spionprogram. Man sender en digital lykønskning til offeret, som man derefter kan udspionere.

Når offeret åbner lykønskningskortet på sin pc, bliver der samtidig installeret en skjult bagdør. Den opsamler passwords, adresser på besøgte web-steder, e-mails og andre data, som efterfølgende bliver sendt til spionen.

Ifølge nyhedstjenesten Cnsnews virker spionprogrammet. Det kræver dog, at offeret dobbeltklikker på den hilsen, han får tilsendt.

Sikkerhedsfirmaet Clearswift oplyser, at web-stedet, der reklamerer for produktet, befinder sig i Moskva. Men selve spionprogrammet er en ny variant af et amerikansk produkt ved navn Emailpi.

Links