Flere angreb i første halvår

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 2/10/2003

Virksomheder oplevede flere angreb i første halvår 2003 end i samme periode året før. Men færre angreb fører til alvorlige problemer, viser en undersøgelse fra sikkerhedsfirmaet Symantec.

Undersøgelsen, Internet Security Threat Report, bygger på oplysninger fra Symantecs kunder og data fra 20.000 sensorer, der registrerer angrebsforsøg i over 180 lande. Den viser, at virksomheder i gennemsnit oplevede 38 angreb om ugen i første halvår 2003 mod 32 i samme halvår 2002.

Til gengæld rapporterer en mindre procentdel om angreb, der fik alvorlige konsekvenser: 11 procent karakteriserede mindst et angreb som alvorligt mod 23 procent i samme periode 2002.

Rapporten viser også, at hovedparten af portscanninger er rettet mod porte, der som hovedregel bør være lukkede. Det er for eksempel port 137 og 445, der anvendes til fildeling i Windows. Disse angreb vil ofte medføre større risiko end angreb mod porte, der er beregnet til at tilbyde offentlige tjenester, som for eksempel port 80, der anvendes af web-servere.

Over halvdelen af alle angreb kommer fra computere i USA. Derefter følger Kina og Tyskland, der hver tegner sig for fem procent af angrebene.

Links