Antivirusmarkedet fordobles om fem år

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 14/10/2003

I 2007 vil der blive solgt antivirus-produkter for næsten fire milliarder dollars på verdensplan. Det er en fordobling i forhold til salget sidste år.

Forudsigelsen kommer fra analysefirmaet Frost & Sullivan, der anslår markedet i 2002 til 1,97 milliarder dollars (12,5 milliarder kroner). Det skulle i 2007 stige til 3,98 milliarder dollars (25,3 milliarder kroner).

Væksten vil blandt andet komme fra større virksomheder, der indfører viruskontrol på flere niveauer. På den måde kan én leverandør sælge antivirussoftware til scanning af mails, mens en anden leverer programmer til brugernes pc'er.

Der kan være tekniske fordele ved at bruge produkter fra forskellige leverandører, da de kan fange forskellige virus. Til gengæld kan der også være økonomiske fordele ved at holde sig til én leverandør, skriver firmaet i en pressemeddelelse.

Ifølge Frost & Sullivan er de tre største leverandører af antivirussoftware Symantec, Network Associates og Trend Micro. De sidder til sammen på over tre fjerdedele af markedet.

Links