482 danske web-steder ramt i weekenden

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 20/10/2003

Næsten 500 danske web-steder fik i weekenden udskiftet deres information med web-graffiti. Hovedparten lå på et enkelt web-hotel.

Ud af de 482 web-steder, der blev ramt den 18.-19. oktober, lå 460 på den samme IP-adresse, der tilhører et web-hotel. Stikprøver viser, at siderne nu er genetableret.

Angrebene på web-hotellet kom fra den brasilianske hackergruppe Fatal Error. Formålet med web-graffiti er at demonstrere over for andre hackere, at man er i stand til at placere sine egne web-sider på andres web-steder. Hackerne angriber gerne web-hoteller, da det ofte er nemt at komme videre til andre web-steder på et web-hotel, når man først har fået adgang til et enkelt.

Weekendens angreb gør, at oktober bliver den måned i år, hvor der har været flest angreb mod danske web-servere. Hidtil var topscoreren august måned med 330 web-graffitiangreb.

Oplysningerne stammer fra web-stedet Zone-H, der registrerer web-graffitiangreb.

Links