Orm narrer Paypal-information fra ofre

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 17/11/2003

Den seneste variant af Mimail-ormen forsøger at narre kontoinformation til betalingssystemet Paypal fra sine ofre.

Ligesom tidligere varianter af Mimail spredes ormen via e-mail. Den ankommer i en mail, der som emne har "Your Paypal.Com account expires". Hvis man dobbeltklikker på den vedhæftede fil, kommer der en web-side frem, hvor man bliver bedt om at indtaste sine kontooplysninger. Data fra web-siden gemmes på harddisken og sendes til fire e-mail-adresser.

Der er tidligere set eksempler på lignende forsøg på at franarre folk deres kontooplysninger ved at få dem til at besøge et websted, der giver sig ud for at tilhøre kendte betalingstjenester. Men det er første gang, at denne form for svindel er kombineret med en orm.

Ormen, der kaldes Mimail.I eller Mimail.H, er for øjeblikket nummer ni på firmaet Messagelabs topti over de mest udbredte e-mail-baserede orme.

Links