Datatilsynet behandlede færre sager

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 19/11/2003

Sidste år behandlede Datatilsynet 40 procent færre sager end året før. Til gengæld blev der tid til flere sager, som tilsynet selv tog initiativ til.

Det fremgår af tilsynets årsberetning for 2002, der netop er afleveret til Folketinget. Datatilsynet har til opgave at administrere persondataloven, der blandt andet stiller krav om, at nogle edb-registre skal anmeldes. Det handler primært om registre (databaser og andre datasamlinger), der indeholder personoplysninger. Tilsynet tager imod anmeldelser af registre fra offentlige myndigheder og private virksomheder.

Antallet af anmeldelser fra offentlige myndigheder blev næsten halveret fra 5.516 i år 2001 til 2.412 i 2002. Også anmeldelser fra den private sektor faldt noget. I alt behandlede Datatilsynet 5.186 sager i 2002, hvilket er et fald på 41 procent i forhold til året før.

De færre anmeldelser har givet tilsynet mere tid til opgaver på eget initiativ. Det er hovedsagelig inspektioner, hvor Datatilsynet tager ud til en dataansvarlig og undersøger, om persondataloven bliver overholdt. Antallet af sager på eget initiativ steg fra 112 sager i 2001 til 202 året efter.

Under inspektionerne er tilsynet jævnligt stødt på problemer med at overholde lovgivningens krav om logning. Formålet med logning er at kunne kontrollere, at autoriserede brugere ikke misbruger deres adgang til at behandle fortrolige data. Derfor skal der føres log over, hvem der tilgår data hvornår. Datatilsynet har set en række eksempler på, at man har oprettet små it-systemer, der behandler fortrolige oplysninger, uden at det bliver logget.

Links