EU's it-sikkerhedsagentur åbner til nytår

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 25/11/2003

EU har vedtaget at oprette et agentur for it-sikkerhed, sådan som EU-kommissionen havde foreslået. Agenturet, der foreløbig placeres i Bruxelles, går i drift fra nytår.

Agenturet har fået navnet European Network and Information Security Agency (ENISA). Det skal rådgive medlemsstater og EU-kommissionen om sikkerhedsemner og koordinere aktiviteter på området. Formålet er at sikre en høj grad af it-sikkerhed i EU.

Agenturet skal også arbejde med information til borgere, virksomheder og myndigheder om risici og muligheder for beskyttelse. ENISA skal endvidere foretage risikovurderinger og andet analysearbejde. Agenturet kommer til at fungere i et tæt samspil med erhvervslivet, skriver EU-kommissionen i en pressemeddelelse.

Kommissionens oprindelige forslag er under arbejdet i Europa-Parlamentet blevet ændret på flere punkter. Den væsentligste ændring er, at ENISA ledes af et råd, der består af en repræsentant fra hvert medlemsland. I det oprindelige forslag bestod rådet af seks repræsentanter, som Rådet for Den Europæiske Union skulle udpege.

Det er endnu ikke besluttet, hvor ENISA placeres. Foreløbig starter det sine aktiviteter efter nytår i Bruxelles. Agenturet får et budget på 24,3 millioner euro (180 millioner kroner) for perioden fra 1. januar 2004 til 31. december 2008. Herefter tager man stilling til, om agenturet skal fortsætte sin virksomhed.

Links