Ormeangreb koster fire gange mere end ventet

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 4/12/2003

Det er fire gange dyrere at rydde op efter et ormeangreb, end man hidtil troede, viser tal fra Storbritannien. I forhold til danske tal er de engelske 30 gange større.

Det engelske Corporate IT Forum, der repræsenterer virksomheder, som anvender it, har spurgt medlemmerne, hvad det kostede dem at rydde op efter Blaster-ormen. Ormen, der hærgede i august, angreb sårbare Windows-systemer. I gennemsnit brugte organisationens medlemmer 122.000 pund (næsten 1,3 millioner kroner) på oprydningen.

Det er fire gange mere end det beløb, som det engelske handelministerium sidste år anslog var typisk for oprydning efter virus. Et flertal af den nye undersøgelses deltagere brugte omkring 365 mandetimer på at rydde op efter Blaster-ormen, men 35 procent brugte gennemsnitligt 3.080 mandetimer.

"Vores undersøgelse viser kun toppen af isbjerget. De firmaer, vi har spurgt, har bedre it-sikkerhed end gennemsnittet. Organisationer med dårligere beskyttelse vil blive ramt hårdere af et virusangreb - og de vil opleve flere virusangreb," siger direktør David Roberts fra The Corporate IT Forum til nyhedstjenesten Zdnet UK.

En dansk IDC-undersøgelse fra 2002 satte udgiften til oprydning til gennemsnitligt 40.000 kroner. Dermed er det engelske tal mere end 30 gange større.

Links