Check Point køber Zone Labs

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 16/12/2003

Check Point, der er den største producent af firewall-software, overtager Zone Labs, der er størst inden for personlige firewalls.

Formedelst 1,2 milliarder kroner i kontanter og aktier køber Check Point Software konkurrenten Zone Labs. Dermed kommer produkterne Zonealarm og Integrity til at indgå i Check Points sortiment.

Israelske Check Point er det største firma inden for traditionelle firewalls, der beskytter hele netværk. Amerikanske Zone Labs har en tilsvarende position inden for personlige firewalls, der er software, som beskytter en enkelt computer.

Med opkøbet regner Check Point med at styrke sin position inden for sikring af enkelt-computere. For eksempel vil softwarehuset kunne integrere den personlige firewall med central styring via sikkerhedspolitikker. På den måde kan en organisation fra centralt hold styre, hvordan de personlige firewalls på de enkelte pc'er skal konfigureres.

Links