Virksomheder savner procedurer for sikkerhed

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 5/1/2004

Medlemmerne af Dansk Industri har bedre styr på it-sikkerheden, end organisationen havde ventet. Det viser en undersøgelse, der peger på personalesikkerhed og procedurer som de områder, hvor der især er brug for forbedring.

Dansk Industri har stillet godt 100 spørgsmål til over 300 medlemsvirksomheder. På en skala fra 0 til 100 fik virksomhederne i gennemsnit karakteren 55.

Virksomhederne klarer sig især godt, når det gælder ledelsens engagement i it-sikkerheden. De it-ansvarlige føler sig også selv godt rustet til at behandle sikkerhedsproblemer. Derimod klarer de fleste virksomheder sig dårligt, når det gælder udarbejdelse af procedurer for sikkerhedsarbejdet, personalesikkerhed og beredskabsplanlægning.

Branchefællesskabet ITEK under Dansk Industri vil bruge undersøgelsen til at fastlægge, hvilke områder det især vil informere om i det kommende år.

Spørgsmålene i undersøgelsen tager udgangspunkt i den danske norm for it-sikkerhed, DS-484.

Links