SCO udlover dusør på Mydoom-programmør

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/1/2004

Softwarehuset SCO Group udlover en dusør på cirka 1,5 millioner kroner for oplysninger, der kan føre til anholdelse af programmøren bag Mydoom-ormen.

Det amerikanske softwarehus SCO Group udlover nu en dusør på 250.000 dollars (cirka 1,5 millioner kroner) for oplysninger, der kan føre til anholdelse af programmøren bag Mydoom-ormen.

Mydoom spredte sig meget hurtigt via e-mail i går og vurderes stadig af flere store antivirusproducenter som en stor trussel.

Ormen er programmeret til at overvælde SCO's websted med et denial of service-angreb den 1. februar Det vil sige, at alle de inficerede computere forsøger at få adgang til webstedet på en gang, og dermed drukner serveren i forespørgsler.

Det er ikke første gang, at et softwarefirma udlover dusør på hackere. Microsoft har tidligere sat tilsvarende dusører på programmørerne bag Blaster og Sobig-ormene. Softwaregiganten har en pulje på 5 millioner dollars i sit Anti-Virus Reward Program, der er oprettet netop til udbetaling af dusører på virus-programmører.

Links