Mydoom.B angriber Microsoft

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 28/1/2004

Næste udgave af ormen Mydoom er nu i omløb. Denne gang rettes angrebet også mod Microsofts websted.

Allerede dagen efter at angrebet fra Mydoom.A var på sit højeste, er næste version af ormen nu begyndt at sprede sig.

Mydoom.B ligner tilsyneladende Mydoom.A meget, men den nye orm lukker for adgangen til en lang websites her i blandt Microsoft Update og de store antivirusproducenter. Det kan gøre det svært for brugere med inficerede systemer at få opdateret antivirussoftware.

Mydoom.B retter ligesom sin forgænger et denial of service angreb mod softwarefirmaet SCO Group den 1. februar. Desuden forsøger den at ramme Microsoft med et lignende angreb den 3. februar.

Denial of service vil sige, at alle de ormeinficerede computere forsøger at få adgang til et websted på samme tid, og dermed drukner serveren i trafik.

Et sikkert tegn på, at computeren er inficeret med Mydoom.B, er en Notesblokfil, der åbnes med en samling uforståelige data.

Ormen er programmeret til at holde op med at sprede sig den 1. marts.

Links