Efterspørgsel på programrettelse overvælder Windows Update

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 15/4/2004

Efter at Microsoft i går offentliggjorde en af sine mest omfattende programrettelsespakker nogensinde, var mellem 3 og 4 millioner i timen på besøg på webstedet Windows Update for at hente de 20 Windows-opdateringer.

Normalt ligger besøgstallet efter en programopdatering "kun" på cirka 2 millioner i timen. Da det gik hårdest i går for sig blev der ifølge nyhedstjenesten ZDNet downloadet mere end 50 GB data i sekundet, og det var mere end Microsofts servere kunne klare.

Mange besøgende var ikke i stand til at hente opdateringen og måtte vente til, at presset på serverne var taget af.

Den positive side af historien er, at brugerne tilsyneladende er blevet mere opmærksomme på at holde deres systemer opdaterede.

Mange har sikkert været så hurtigt ude for at hente opdateringen af frygt for hackerangreb og orme i stil med sidste års destruktive Blaster-orm.

Sikkerhedsfirmaet eEye har offentliggjort en detaljeret beskrivelse af en af sårbarhederne i Windows, og det er sandsynligvis kun et spørgsmål om kort tid, før et hackerværktøj (exploit) er klar til at udnytte sårbarheden. Det kan ske ved at skabe et bufferoverløb i Windows Local Security Authority Service.

Windows Update fungerer nu igen uden forsinkelser, og det anbefales på det kraftigste, at man sørger for at hente og installere rettelsen.













Lad DK•CERT følge virksomhedens sikkerhed
Vi skræddersyr overvågningen af dine it-systemer.
Læs mere Læs mere om DK•CERTs abonnementsordning



Printversion (pdf-format) Printversion (PDF) Læs mere om DK•CERTs abonnementsordning

Links