Store web-graffiti-angreb mod danske websteder

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 21/4/2004

Efter et par forholdsvis stille måneder på web-graffiti-fronten er der nu igen begyndt at ske noget.

I februar og marts lå antallet af angreb langt under gennemsnittet på cirka 300 angreb om måneden, men et enkelt massivt web-graffiti-angreb den 16. april, der ifølge web-tjenesten Zone-H ramte 251 danske websteder, fik rettet lidt op på statistikken.

Et tilsvarende angreb den 19. april, der skamferede 61 danske websteder, har gjort april til årets hidtil mest vellykkede for nettets hærværksmagere.

Denne type angreb, hvor hackeren tiltvinger sig adgang til til en lang række domæner på et web-hotel, går også under betegnelsen mass defacement

Blandt de ramte af de mange web-graffiti-angreb i april er Europabevægelsens websted. Der er dog ikke noget, der tyder på, at der ligger politiske motiver bag angrebet. Bevægelsen har fået skiftet webstedets indhold ud med den samme hånende besked som flere andre, der er blevet angrebet af den samme hacker.

Links