Center for Cybersikkerhed bliver en del af SAMSIK
Den 1. januar 2025 blev Center for Cybersikkerhed (CFCS) en del af den nyoprettede Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK). Dette er sket som led i en større reorganisering af Danmarks beredskabs- og sikkerhedsstruktur, hvor CFCS nu placeres under det nyetablerede Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.
Sådan fremgår det af en nyhed fra den 11. marts på SAMSIKs hjemmeside.
Hvad betyder det?
Det har mere eller mindre været en offentlig kendt hemmelighed længe, at CFCS ville flytte fra forsvarsministeriet til det nye ministerium for samfundssikkerhed, og med nyheden fra den 11. marts er det således også blevet åbenbaret, at CFCS bliver en del af SAMSIK.
Af nyheden fremgår det, at det nu tidligere CFCS fortsætter sin kerneopgave, som er ”rådgivning og kommunikation til myndigheder, virksomheder og borgere om forebyggelse og håndtering af de trusler, samfundet står overfor, herunder cyber- og informationssikkerhed.” Derudover varetages også beredskabsplanlægning og opgaver vedrørende forsyningssikkerhed og koordination af den nationale krisestyring i SAMSIK.
Af nyheden hedder det også, at den sikkerhedspolitiske udvikling og forventningerne om flere og mere voldsomme vejrhændelser de kommende år betyder, at Danmark står over for et historisk komplekst og alvorligt risiko- og trusselsbilledeW. Det er så SAMSIKs opgave at sikre, at det danske samfund er godt rustet til at imødegå de kriser og ekstraordinære hændelser, der vil ramme i fremtiden.
Mere information om SAMSIKs opgaver findes på samsik.dk, der dog kun er midlertidig frem til en permanent hjemmeside er bygget op.
SAMSIKs samlede arbejde kan følges på CFCS’ tidligere sociale kanaler på LinkedIn og X, skriver SAMSIK.