Jaguar-hacket: Et økonomisk chok med systemiske konsekvenser

Eskil Sørensen
10.22.2025 11:18
Konsekvenser af et hackerangreb breder sig som ringe i vandet.

Så er der nyt i sagen om hacket på Land Rover Jaguar. Et nyt estimat fra den britiske Cyber Monitoring Centre (CMC) viser, at angrebet har kostet den britiske økonomi omkring 1,9 milliarder britiske pund og har påvirket ikke mindre end over 5.000 organisationer.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet, som ramte Jaguar Land Rover (JLR) i august, førte til en næsten seks uger lang produktionsnedlukning på virksomhedens tre britiske fabrikker. Ifølge rapporten er det den mest økonomisk skadelige cyberhændelse, der nogensinde har ramt Storbritannien.

Systemisk hændelse med bredt nedslag

CMC klassificerer hændelsen som en kategori 3 systemisk begivenhed på en skala fra 1 til 5. Det skyldes ikke kun tabet af bilproduktion, men også den omfattende forstyrrelse af leverandørkæder, underleverandører og bilforhandlere.

JLR modtog i september en lånegaranti på 1,5 milliarder pund fra den britiske regering for at afbøde konsekvenserne og støtte sine leverandører. Lånegarantien kan ses som en sikring af, at leverandørkæden ikke kollapser. Det tyder på, at hændelsen ses som havende strategisk betydning for britisk industri og beskæftigelse – og at Tata Motors har haft behov for statslig støtte til at håndtere konsekvenserne.

Jaguar Land Rover ejes af Tata Motors, en del af den indiske industrikoncern Tata Group. Koncernen har heller ikke ikke offentligt kommenteret hændelsen.

Selvom Jaguar Land Rover ikke er en aktør i vores sektor, er hændelsen et vigtigt signal om, at 

  • Cyberangreb kan få systemiske konsekvenser, der rækker langt ud over den direkte ramte organisation.
  • Afhængighed af leverandører og eksterne systemer gør det nødvendigt at tænke bredt i risikovurderinger.
  • Langvarige driftsforstyrrelser kan true både forskning, undervisning og samarbejdsprojekter

Andre læringspunkter er bl.a. at beredskabsplaner bør inkludere scenarier for længerevarende nedbrud og forsyningsforstyrrelser at økonomisk impact-analyse af cyberhændelser bør være en del af strategisk planlægning. Også på nationalt plan, når store virksomheder med mange underleverandører bliver ramt af cyberhændelser.

Sikkerhedshændelse