EU: Russisk cyberøkosystem og FSB-enhed står bag en række angreb

Eskil Sørensen
07.14.2026 09:13
EU retter skarp kritik mod Ruslands brug af statslige og ikke-statslige aktører i omfattende cyberoperationer og indfører nye sanktioner.

EU og medlemslandene anklager Rusland for systematisk at anvende et bredt cyberøkosystem bestående af efterretningstjenester, cyberkriminelle, hacktivister og private virksomheder.

Det er sket i en officiel politisk erklæring (”statement”) fra den højtstående repræsentant på vegne af EU. Der er ikke tale om en rapport eller analyse, men en erklæring, der typisk bruges til at fordømme handlinger, tildele et ansvar eller annoncere politiske tiltag som fx. sanktioner. Der er altså tale om udtalelse af en fælles EU-position, som medlemslandene og i dette tilfælde også Storbritannien står bag. Positionen er publiceret i en pressemeddelelse fra EU-kommissionen. 

Som led i udmeldingen offentliggør EU, at den såkaldte 16. enhed under den russiske sikkerhedstjeneste (FSB) står bag styringen af flere avancerede trusselsaktører – herunder den velkendte gruppe TURLA.

Ifølge EU har enheden gennem flere år gennemført omfattende cyberoperationer med stigende alvor og kompleksitet.

Angreb mod myndigheder og kritisk infrastruktur

De dokumenterede aktiviteter omfatter både cyberespionage og destruktive angreb mod kritisk infrastruktur. Flere europæiske lande har været ramt, herunder:

  • Frankrig (espionage mod statslige enheder og forsvarsindustri)
  • Tyskland (angreb mod regeringsinstitutioner)
  • Polen (sabotage mod energiinfrastruktur)
  • Holland, Østrig, Finland, Rumænien, Slovakiet og Cypern

Særligt hændelser i Polen fremhæves for deres disruptive karakter, hvor angreb har ramt blandt andet kraftvarmeværker.

Samspil mellem stat og ikke-statslige aktører

EU beskriver et tæt samspil mellem russiske myndigheder og ikke-statslige aktører, som enten opererer direkte under kontrol eller med støtte fra staten. Dette samarbejde gør det muligt at:

  • udvide operationskapaciteten 
  • sløre ansvar og tilknytning
  • kombinere klassisk efterretning med cyberkriminalitet

Ifølge EU bidrager dette økosystem til både økonomiske tab og forstyrrelser af offentlige services.

Sanktioner og international koordinering

Som reaktion indfører EU sanktioner mod ni personer og fire enheder med tilknytning til de russiske cyberaktiviteter. De rammer både efterretningsofficerer og aktører i det bredere økosystem. Samtidig fremhæver EU et styrket samarbejde med Storbritannien og NATO, især i forståelsen af det voksende samspil mellem statslige og ikke-statslige aktører.

EU’s udmelding markerer en fortsat konfrontation i cyberspace, og med offentliggørelsen af konkrete enheder og sanktioner søger EU at øge presset og synliggøre de strukturer, der understøtter de russiske operationer – uden at der samtidig er tegn på, at aktivitetsniveauet aftager.

Information