WEF 2025: Samarbejde i fokus for at bekæmpe cyberkriminalitet
Under World Economic Forum's (WEF) årsmøde i Davos her i januar blev behovet for et styrket internationalt samarbejde for at bekæmpe cyberkriminalitet fremhævet. Og deltagerne diskuterede strategier for at imødegå de stigende trusler fra sofistikerede cyberkriminelle netværk.
Det skriver Fortinet i en blog på Fortinets hjemmeside.
WEFs årsmøde i Davos er som bekendt et stort sammenrend af politikere, beslutningstagere, topdirektører, lobbyister og journalister, som hver har deres dagsorden for at deltage i og referere fra årsmødet. Således også Fortinet, hvis Chief Security Strategist og Global Vice President of Threat Intelligence, Derek Manky, deltog i panelet "Collectively Disrupting the Economics of Cybercrime". Og som der derfor også er skrevet en blog om.
Behov for strategisk samarbejde
Det fremgår, at eksperterne i panelet understregede vigtigheden af strategisk samarbejde for at forstyrre cyberkriminelles økosystemer. Dette har været på dagsordenen i masser af år¸ men koden er ikke blevet knækket endnu. En god nyhed er dog, at eksisterende initiativer tilsyneladende gør fremskridt i kampen mod cyberkriminalitet, fremgår det.
Ifm. med paneldiskussionen blev WEF's "Global Cybersecurity Outlook 2025"-rapport præsenteret, og som vi har beskrevet, fremhæver rapporten, at generativ AI øger cyberkriminelles kapaciteter, hvilket fører til en stigning i social engineering-angreb.
Men som de fleste også ved, er cyberkriminalitet blevet et komplekst økosystem, hvor kriminelle udnytter nye modeller som Cybercrime-as-a-Service (CaaS) og AI-værktøjer og samarbejder på tværs. Dette har sænket barriererne for nye aktører på markedet, hvilket gør det muligt for selv uerfarne aktører at udføre sofistikerede angreb.
Behov for globalt samarbejde på tværs af industrier
For at imødegå disse trusler blev det understreget, at der er behov for proaktive strategier, herunder planlægning af hændelsesrespons, kontinuerlig overvågning, løbende sikkerhedsuddannelse for alle medarbejdere og deling af trusselsinformation.
Panelet diskuterede også de udfordringer, der er forbundet med at dele trusselsinformation mellem organisationer, og globalt samarbejde på tværs af industrier blev fremhævet som afgørende for at forstå det samlede trusselslandskab og udvikle effektive strategier mod nye angreb.
Det er naturligvis en kæmpe opgave, som verden står over, når det er svært nok at etablere samarbejder inden for de samme industrier.
WEF's årsmøde 2025 understregede altså (også) vigtigheden af kollektiv handling og samarbejde for at imødegå cyberkriminelle operationer og styrke den globale cyberresiliens.