Scam-centre spreder sig globalt

Eskil Sørensen
07.07.2025 13:32
Interpol advarer om vækst i Vestafrika.

En ny rapport fra Interpol peger på en global spredning af såkaldte scam-centre, hvor mennesker bliver udsat for menneskehandel og tvunget til at begå online svindel. Ifølge rapporten ses der nu tegn på, at disse aktiviteter breder sig til Vestafrika, hvilket markerer, at et nyt geografisk område er blevet taget i brug. 

Dette fremgår af en nyhedshistorie i The Record.

Interpol offentliggjorde i slutningen af juni 2025 en statusrapport, der bygger på data fra fem års efterforskning og internationale operationer. Her konkluderes det, at der er tale om en voksende global organiseret kriminel industri, hvor ofre – ofte via falske jobtilbud – lokkes til udlandet og ender som ufrivillige aktører i omfattende online svindelaktiviteter. De kriminelle netværk udnytter teknologiske værktøjer og udviser en høj grad af tilpasningsevne.

Vestafrika på vej til at blive et nyt knudepunkt

Mens Sydøstasien – særligt Myanmar, Laos og Cambodja – fortsat tegner sig for hovedparten af kendte scam-centre, viser Interpols efterretninger, at lignende aktiviteter nu ses i blandt andet Mellemøsten, Centralamerika og dele af Afrika. Vestafrika nævnes specifikt som et område, hvor der er stigende bekymring for, at svindelcentre er ved at etablere sig. Interpol oplyser, at ofre fra 66 lande indtil videre er blevet identificeret i forbindelse med denne type kriminalitet.

Kriminelle bagmænd rekrutterer ofre gennem falske jobopslag og anvender i stigende grad kunstig intelligens og social manipulation som led i rekrutteringsprocessen. Ofrene udsættes ofte for alvorlige overgreb – herunder gældsslaveri, trusler, vold og seksuel udnyttelse – og tvinges til at udføre bl.a. investeringsbedrageri, romance-svindel og kryptorelaterede svindelnumre mod ofre i hele verden.

Overlap 

Interpol fremhæver, at der ofte er overlap mellem cyberkriminalitet, menneskehandel og andre former for organiseret kriminalitet. Mange af de netværk, der opererer scam-centre, er også involveret i våben- og narkosmugling samt hvidvask. Ifølge rapporten benytter bagmændene komplekse internationale strukturer og opererer ofte i stater med lav retsforfølgning eller høj korruption.

For den europæiske region medfører den geografiske spredning af scam-centre en forandring i trusselsbilledet. Hvor den traditionelle opmærksomhed ofte har været rettet mod østasiatiske grupper, er der nu behov for at inkludere Vestafrika som et fremvoksende trusselsområde i vurderinger og monitorering, hedder det.

Interpol understreger og afslutter i sin rapport, at en effektiv indsats kræver internationalt samarbejde og vidensdeling på tværs af myndigheder, private virksomheder og civilsamfundsaktører. 

https://therecord.media/interpol-west-africa-cybercrime-compounds

Trusselsvurdering