DKCERT vært for møde for danske FIRST- og TF-CSIRT-medlemmer
DKCERT er i juni vært for et netværksmøde for danske medlemmer af FIRST- og TF-CSIRT. DKCERT har taget initiativ til mødet, som bliver det første arrangement, hvor de danske medlemmer af de to organisationer mødes samlet i Danmark.
- Ambitionen er at skabe et rum, hvor deltagerne deler ekspertise, udfordringer og måske også ønsker til samarbejder i både formelle og uformelle rammer, siger chef for DKCERT, Galina Ianchina, om målet med mødet.
Oprindeligt var det tanken at invitere FIRST-medlemmerne til et formøde inden den årlige FIRST-konference i midten af juni, men da mange af FIRST-medlemmerne også er medlem af TF-CSIRT, har DKCERT valgt også at inkludere dem, der kun er i TF-CSIRT.
Samtidig har bestyrelsen for TF-CSIRT på det seneste møde tilskyndet medlemmerne til at styrke engagementet nationalt, og det er altså det, som DKCERT nu gør. En af formålene i TF-CSIRT er at netop styrke modstandskraften, og det gør man bedst ved at kende hinanden. Kendskab til hinanden skaber et trygt rum til en fortrolig dialog, hvor man kan tale åbent om læring og udfordringer.
Nationalt fokus, internationalt udsyn
DKCERT arbejder til dagligt sammen med mange teams i det internationale community, som DKCERT både lærer fra og giver input til, når der udvikles nye løsninger.
- Men faktisk kender vi ikke så mange af de danske teams, på trods af at de danske enheder står ofte over for de samme typer angreb og aktører. Det vil vi gerne gøre noget ved. En anden baggrund for at skabe mødet for de danske teams er at komme mere ned i substansen i det sikkerhedsfaglige arbejde – ligesom vi gerne vil inspirere til at melde sig under fanerne, siger Galina, der tilføjer at arrangementet også kan bidrage til at styrke den danske stemme i det europæiske TF-CSIRT-samarbejde.
Særligt TF CSIRT fungerer nærmest som en forening i en klassisk dansk kontekst, hvor deltagelse i mange tilfælde er båret af lysten til at gøre noget for fællesskabet. Det vil DKCERT gerne støtte yderligere ved at få flere danske teams til at byde sig til – dels så de selv får inspiration fra de mange ideer, der bliver delt på både fysiske og onlinemøder, dels for at understøtte, at danske teams lærer en scene at kende, som de lige så godt selv kan stå på, som det kan være teams fra Polen, Schweiz, Sverige, Spanien osv.
Fra netværk til aftaler
Mødet i det danske forum er endnu i planlægningsfasen, men alle danske teams har fået et forvarsel, og de fleste har allerede takket ja.
- Vi håber, at dette bliver en begivenhed, som kan gentages som minimum hvert år, siger Galina, der tilføjer, at det er lige så vigtigt, at vi lærer hinanden bedre at kende, som det er at afdække muligheden for nye konstellationer i samarbejder. Derfor håber vi også, at alle kommer hjem med nogle kontakter, som der kan bygges samarbejdsflader på baggrund af, slutter Galina.
Hvad er FIRST og TF-CSIRT?
FIRST står for Forum for Incident Response and Security Team og er en organisation, der samler en lang række CERT/CSIRT/PSIRT-teams fra det meste af verden. Der er pt. 837 medlemmer, hvoraf 17 er danske. DKCERT blev i 1993 som et af de første teams uden for USA medlem af FIRST.
TF-CSIRT (Task Force Computer Security Incident Response Teams) er forummet for primært europæiske sikkerhedsteams, der lever op til en række modenhedskriterier for CSIRT-teams. Der er over 500 medlemmer, hvoraf 8 er fra Danmark. DKCERT er certificeret medlem.
FIRST er sat i verden for bl.a. at styrke den globale koordination og deling af viden. Det sker bl.a. ved etablering af et globalt sprog, der kan understøtte viden om i de mange sikkerhedsteams, og hvordan de arbejder. TF-CSIRT samler forskellige CSIRTs såvel som SOCs, PSIRTs, ISACs og andre incident respons teams med udgangspunkt i Europa. Målet er at fremme koordinering, dele ekspertise og styrke den kollektive respons på cybertrusler.