Fremtidens mobiltelefoner vil kræve, at du bruger sociale netværk som Facebook, skriver Shehzad Ahmad i denne klumme fra DR.dk.
Chefkonsulent Shehzad Ahmad, UNI•C, der leder det danske Computer Emergency Response Team (DK•CERT), skriver jævnligt klummer om it-sikkerhed til DR.dk. Klummerne bringes her, efterhånden som de udkommer.
Kan du ikke ringe til din læge, uden at alle dine Facebook-venner skal vide det? Det kan blive konsekvensen af fremtidens mobiltelefoner med indbygget socialt netværk. Det kan få alvorlige følger for it-sikkerhed og privatlivsbeskyttelse.
Rygter vil vide, at Facebook-mobiltelefonen kommer på markedet om højst halvandet år. Det bliver en smartphone baseret på Googles Android-styresystem, men hvor Facebooks software er integreret i alle funktioner.
Da der endnu kun er tale om rygter, ved vi ikke, hvordan telefonen bliver at bruge. Men jeg gætter på, at den vil give adgang til Facebook-funktioner fra næsten alle telefonens elementer.
Får jeg ret, bliver det muligt at "synes om" websider, som man ser med telefonens browser. Beskeder sendt som SMS vil muligvis også optræde på brugerens Facebook-konto. Og man vil kunne "tagge" og dele al information, som man har adgang til via telefonen.
Konkurrenterne er også på vej
Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil se tilsvarende tiltag fra de andre udbydere af sociale netværk. Google har vist vejen med deres Android, som man kun får fuldt udbytte af, hvis man har en Google-konto. Næste skridt bliver utvivlsomt øget integration med Google Plus.
Apple har hidtil ikke gjort meget ved den sociale side af iPhonen. Men iTunes har nogle indbyggede funktioner til at se, hvilken musik ens venner hører. De er oplagte af bygge videre på, så Apple får et egentligt socialt netværk.
Når firmaerne går denne vej, skyldes det, at de ønsker at vide mere om brugerne. Den viden kan de nemlig sælge til annoncører og andre partnere.
Her har Facebook den fordel, at de kender brugerens rigtige navn og har adgang til personlige data: Facebook ved, hvem dine venner er, hvor du bor, hvem du er i familie med, og hvad du interesserer dig for.
Ved at indbygge Facebook i mobiltelefonen bliver der tilføjet yderligere et element: Nu ved Facebook også, hvor du har været hvornår.
Inviterer indbrudstyven indenfor
Som sikkerhedsmand ser jeg nogle klare risici ved denne udvikling.
Facebook lader brugerne styre, hvem der må se deres statusopdateringer. Men mange brugere anvender ikke den mulighed, de deler alt med alle.
En undersøgelse for nylig viste oven i købet, at mange kritikløst siger ja til at blive venner med nogen, de ikke kender. Amerikanske forskere fandt, at tilfældigt udvalgte Facebook-brugere sagde ja tak til venneanmodninger fra ikke-eksisterende personer.
Så det er altså let for en svindler at blive ven med folk og derefter udnytte sin viden om dem. En indbrudstyv kan for eksempel finde ud af, hvornår et offer ikke er hjemme.
En anden udfordring ligger i beskyttelsen af data. Selvom brugerne opfører sig fornuftigt, vil store mængder informationer om dem lande hos de sociale netværk og deres samarbejdspartnere.
Dermed er det sandsynligt, at uvedkommende får adgang til informationerne via fejl, hackerangreb eller svindel. Erfaringen viser desværre, at selv store og velrenommerede virksomheder har svært ved at sikre deres it-systemer.
Du er naturligvis velkommen til at dele hele dit liv med virksomhederne bag de sociale netværk – men du skal være bevidst om, at du gør det.
Oprindelig offentliggjort på DR.dk den 24. november 2011
LINKS
The Facebook Phone: It's Finally Real and Its Name Is Buffy, artikel fra AllThingsD
Facebook-brugere siger ja til robotvenner, artikel fra DK-CERT
Forslag til bekendtgørelse om videregivelse og behandling af oplysninger om restaurationsforbud, Justitsministeriet
Denne klumme på DR.dk