Spectre-opdateringer gør ældre Windows-versioner langsommere

Sikkerhedsopdateringerne, der skal lukke for Spectre og Meltdown, har størst negativ indvirkning på ældre Windows-versioner.

Microsoft oplyser, at Windows 7 og 8 på ældre hardware kører lidt langsommere, efter at man installerer sikkerhedsopdateringer rettet mod Spectre og Meltdown. Det er sårbarheder i processorer.

"De fleste brugere vil opleve en nedgang i systemets ydeevne," skriver Microsoft i et blogindlæg.

Med ældre hardware menes Intel-processorer fra 2015 eller før.

Nogle brugere vil også opleve en sløvere pc med Windows 10, hvis den kører på ældre hardware. Har man en processor fra 2016 eller senere, vil den negative indvirkning derimod være så lille, at den næppe bemærkes.

Uanset hvilken hardware man kører Windows Server på, vil der være en mærkbar nedgang i ydeevnen. Det gælder især applikationer, der udfører store mængder input/output. Microsoft anbefaler derfor, at man kun aktiverer opdateringerne på servere, der afvikler kode, man ikke kan have tillid til.

Microsoft oplyser endvidere, at to af de tre sårbarheder, som til sammen udgør Meltdown og Spectre, kan behandles udelukkende med software. Den tredje kræver også opdatering af hardwaren.

Intel er i gang med at udsende firmware-opdateringer til producenter af pc'er og servere.

Anbefaling

Brugere af Windows Server bør evaluere, om fordelene ved beskyttelsen er større end ulempen ved tab i ydeevne.

Afvent firmware-opdateringer fra systemproducenterne.

Links