En ny kampagne skal sætte fokus på sikkerheden i IoT-produkter

Forbrugerrådet Tænk og Dansk IT sætter fokus på IoT og sikkerhed.

I en ny kampagne sætter Forbrugerrådet Tænk og Dansk IT fokus på sikkerheden i forbrugerprodukter som Smart-TV, højtalere eller køleskabe, som er forbundet til internettet.

Det gør man på baggrund fra en spørgeundersøgelse, hvor danskerne ønsker mere information og bedre produkter.

Blandt 1.000 adspurgte var:

  • 69 procent bekymrede for, at produkterne kan hackes. 
  • 56 procent bekymrede for, at internetforbundne produkter samler informationer, der deles med andre virksomheder.

Der er formuleret tre gode råd til forbrugerne:

  • Spørg om produktet opdateres løbende.
  • Spørg hvordan du kan kontrollere produktets deling af oplysninger.
  • Sørg for at udskifte standard-password med et unikt.

Anbefaling:

DKCERT har tidligere givet følgende fire anbefalinger:

Kontroller dine sikkerhedsindstillinger: De fleste IoT-enheder tilbyder funktioner, så du kan skræddersy sikkerheden til dine behov og krav. Det er vigtigt, at du undersøger (sikkerheds)indstillingerne og vælger løsninger, der giver en robust enhed. Dette er ikke en engangsopgave, da den skal foretages løbende.

Opdater dine enheder med de nyeste rettelser: Når en producent udsender opdateringer, der lukker sårbarheder, skal der patches. Sørg altid for at få installeret de nyeste rettelser fra producenten med det samme.

Tilslut dig kun hvis det er nødvendigt: Når en enhed er forbundet til internettet, så er den også forbundet til millioner af andre computere, hvilket er en potentiel adgangsbillet for en angriber. Overvej om der er behov for kontinuerlig forbindelse eller, om der overhovedet er behov for internetforbindelse. 

Brug stærke adgangskoder og undlad standardopsætninger: Adgangskoden er ofte den eneste barriere mellem dig, dine personlige oplysninger og en angriber. Ret derfor altid standardopsætningen, der ofte kan brydes meget nemt. Det forbedrer sikkerheden betydeligt. Brug stærke adgangskoder på mindst 12 tegn og gerne mange flere, hvis det er en kode, der er gemt i IoT-udstyret.

Links:

Keywords: