Af Eskil Sørensen, 18/10/20
DKCERT bidrager til cybersikkerhedsmåneden med to webinarer om henholdsvis Schrems-II og trusler mod forsknings- og uddannelsessektorens informationssikkerhed. Derudover formidler DKCERT også information om eduVPN - forskningsnettenes VPN-løsning.
Tirsdag den 20.10: Schrems-II
Det første webinar – den 20. oktober kl. 10-11 – handler om den såkaldte Schrems-II sag, der vedrører konsekvenserne ved en afgørelse i EU-domstolen, der gjorde Privacy Shield ulovlig som overførselsgrundlag til USA og satte samtidig en række kriterier for brugen af EU-Kommissionens standardkontrakt som overførselsgrundlag.
På webinaret vil Søren Broberg Nielsen og Morten Eeg Ejrnæs Nielsen, hhv. databeskyttelsesrådgiver på Aarhus Universitet og projektleder for DPO-tjenesten hos DKCERT, fortælle om afgørelsen og de mulige konsekvenser.
Tilmelding sker via DeiCs tilmeldingsside: https://www.deic.dk/da/events/webinar-schrems-II
Onsdag den 21.10: eduVPN
eduVPN er en VPN-løsning, som tilbydes til medarbejdere, forskere og studerende ved institutioner. eduVPN er udviklet for at imødegå de udfordringer, som mange mange universiteter og forskningsinstitutioner oplevede i forbindelse med hjemsendelserne i foråret. En række universiteter begyndte derfor at implementere eduVPN som et supplement med støtte fra de europæiske forskningsnet.
Webinaret handler om de erfaringer, som er gjort med fokus på hvordan eduVPN kan benyttes som adgang til instituttet (adgang til private ressourcer) og de nye eduVPN-apps mm.
Webinaret holdes af GÉANT og foregår på engelsk. Tilmelding sker via DeiCs tilmeldingsside: https://www.deic.dk/da/webinar-eduvpn
Tirsdag den 27.10: Trusler mod forsknings- og universitetsverdenen
Det andet webinar foregår tirsdag den 27. oktober kl. 10-11 og omhandler det aktuelle trusselsbillede på forskings- og universitetsområdet, og hvad institutionerne kan gøre for at beskytte sig mod truslerne. Baggrunden er de mange sager om ransomwareangreb mod både universiteter og forskningsinfrastruktur i Danmarks nabolande. Ransomwareangreb, som også private firmaer oplever. Webinaret er således også relevant for private aktører.
Henrik Larsen, chef for DKCERT, giver et overblik over trusselsbilledet og giver sit bud på modforanstaltninger, bl.a. gennem oplysning og uddannelse af medarbejdere og ansatte.
Tilmelding sker via DeiCs tilmeldingsside: https://www.deic.dk/da/events/webinar-trusler
Begge webinarer er gratis og med rig mulighed for at stille spørgsmål.