Diskretionsskærme: Region Syddanmark fører an

Har du ekstra skærm på, når du arbejder ude?

Mens alle frontservicemedarbejdere i sundhedsvæsenet, frisører, butikspersonale og lagermedarbejdere i disse corona-genåbningstider har skærm på i form af visir eller mundbind, når de er på arbejde, kniber det med brug af en anden slags skærm i den offentlige sektor.

Diskretionsskærmen

Dette geniale, hårde stykke plasticfolie, man sætter på sin computerskærm, som forhindrer alle i at se indholdet på en tændt skærm, med mindre de befinder sig i en vinkel på 90 grader +/- 10 grader ud fra skærmen. Den er super god at have, hvis man arbejder med følsomme oplysninger eller ikke ønsker at have nysgerrige blikke ind i ens arbejde.

Brugen af diskretionsskærme i den offentlige forvaltning er lav. Den største brug finder vi på de offentlige arbejdspladser, der ligger i Region Syddanmark. Her oplyser 10 pct. af de offentligt ansatte, at de bruger diskretionsskærm på deres computer. Herefter følger Region Midtjylland med otte pct. og i resten af landet mellem fire og seks pct. I snit er det syv pct. af offentligt ansatte i Danmark. I betragtning af at mange offentligt ansatte arbejder med følsomme oplysninger og at en del vel sagtens må formodes at arbejde ude fra tid til anden, så er det et lavt tal.

Tallene kommer fra undersøgelsen Danskernes Informationssikkerhed, der udkom i december sidste år. Tallene baseres på en dataindsamling fra sommeren 2020.

Hvorfor bruge en en diskretionsskærm?

Man skal først og fremmest gøre det, hvis man ikke vil have at andre ser, hvad man arbejder med.

Man skal også gøre det, hvis arbejdspladsens retningslinjer for informationssikkerhed tilsiger det. Er der ikke en retningslinje for dette, og politikken fx dikterer en risikobaseret tilgang, hvor medarbejder selv pålægges en ansvar om fx at behandle følsomme information med passende fortrolighed, så er diskretionsskærmen et godt hjælpemiddel til at sikre, at sidemanden m/k i toget ikke kigger med over skulderen. 

I øvrigt er denne skribents iagttagelse, at sidder man med en diskretionsskærm i det offentlige rum, føler man sig faktisk i en form for eget, lukket rum. Det er vel også dér, man bør være, hvis man arbejder med fortrolige informationer.

Cybervoxpop

Er diskretionsskærme udbredt på din arbejdsplads?