Google retter syvende 0-dagssårbarhed i Chrome

0-dagssårbarhederne står i kø hos Google.

Google har udsendt en ny patch til Chrome, efter at der har været fundet fire sårbarheder, hvor af en af dem er en alvorlig 0-dagssårbarhed. Det skriver Bleeping Computer og Security Week.

Der er ifølge det oplyste rapporter om aktiv udnyttelse af sårbarheden (CVE-2021-30554), der kan føre til afvikling af skadelig kode på systemer med den sårbare version af Chrome.

Google har selv givet sårbarheden ratingen ”high severity”, mens en egentlig CVSS-score ikke er givet endnu.

Med rettelsen har Chrome til Windows, Mac og Linux nu versionsnummer 91.0.4472.114, som bliver tilgængeligt for alle brugere i løbet af de næste par dage. Google Chrome forsøger som regel automatisk at opgradere browseren i forbindelse med start af programmet, men en manuel opdatering kan også udføres ved at gå til Indstillinger> Hjælp> 'Om Google Chrome. Så søger Chrome selv efter opdateringen og installerer den.

Google opfordrer til installation af rettelserne.

links:

https://www.bleepingcomputer.com/news/security/google-fixes-seventh-chrome-zero-day-exploited-in-the-wild-this-year/

https://www.securityweek.com/google-confirms-sixth-zero-day-chrome-attack-2021