Af Eskil Sørensen, 03/03/23
I går blev den nye delstrategi for cyber- og informationssikkerhed i uddannelses- og forskningsområdet lanceret. Formålet med strategien er at ’..styrke sektorens resiliens over for cyberangreb og sikre, at de funktioner, der er en forudsætning for samfundets generelle funktionsdygtighed, fortsat kan varetages.’ Strategien har fået titlen ’Forskning i trygge rammer’.
Strategien er en følge af den nationale cyber- og informationssikkerhedsstrategi fra 2022-24, der pålagde stort set alle ministerområder at udarbejde egen strategi for egen sektor. For uddannelses- og forskningssektorens område er det uddannelses- og forskningsstyrelsen, der har udarbejdet strategien.
Det fremgår af strategien, at det sektorspecifikke fokus er målrettet forskningsområdet, men, som det hedder, er det forhåbningen, at ’..delstrategiens pejlemærker og initiativer kan tjene til inspiration på tværs af sektorens andre aktører inden for uddannelse og innovation.’
Som forarbejde til strategien har der været gennemført en kortlægning af sektorens samfundsvigtige funktioner – hvilket også har været en betingelse i den nationale strategi. Denne kortlægning har afdækket, at sektorens samfundsvigtige funktioner overvejende er forskningsrelaterede og varetages på universiteterne.
Derfor, hedder det, er strategien først og fremmest målrettet de danske universiteter.
DeiC og DKCERTs rolle
Strategien fremhæver universiteternes samarbejde med DeiC. DeiC driver it-infrastrukturen for bl.a. universiteterne og sikrer derigennem bl.a. regnekraft, datalagring og netværksinfrastruktur til dansk forskning og uddannelse. Denne infrastruktur – som også kaldes forskningsnettet, hvis organisation DKCERT er en del af – er en forudsætning for forskningen i Danmark. Som det hedder, vil der derfor også være et samspil med DeiC ved implementering af og opfølgningen på delstrategien. DKCERTs trusselsvurderinger kommer også til at indgå i det fremadrettede arbejde med cyber- og informationssikkerhed på universiteterne.
Strategien kan læses i sin helhed på UFMs hjemmeside.
Links: