Auktioner om gidseldata

Ransomwaregrupper udvikler sig hele tiden.

Konkurrencen på ransomwaremarkedet er benhård. Fornylig lagde ransomwaregruppen Shade våbnene, nu melder gruppen bag REvil Ransomware sig på banen med et nyt produkt:  Auktioner om gidseldata.

Det er den almindeligvis velorienterede freelancejournalist Brian Krebs, der på sin blog, Krebs on Security, skriver om den opsigtsvækkende udvikling i den globale ransomwareforretning – en af de mest profitable aktiviteter i cyberkriminalitetsverdenen.

Press på ofre

Det nye tiltag viser, at ransomwaregrupper ikke er kede af at presse deres ofre til det yderste. Enten betaler du, offer, eller også bliver du udstillet, når andre byder prisen på dine data op.

Ifølge Krebs er den første genstand under auktionshammeren data fra et canadisk landbrugsselskab, som indtil videre – ifølge ransomwaregruppen – ikke har gjort mine af at ville betale. Minimumsprisen på tre databaser og 22.000 filer er angiveligt 50.000 dollar, hvor man tilmed skal aflevere et depositum på 5.000 dollar i virtuel valuta, forstås.

Nedgang i økonomien

Det nye produkt ses som et udtryk for, at konkurrencen mellem ransomwaregrupper er hård, og at de bliver nødt til at udvikle deres forretning hele tiden for at følge med. Det kan også være et udtryk for, at ransomwaregrupperne måske ikke selv har den store indtjening for tiden på grund af Coronapandemien, eftersom ofrene selv er presset på økonomien. Derfor bliver de nødt til selv at gøre deres for at få indtjeningen op. 

Links:

https://krebsonsecurity.com/2020/06/revil-ransomware-gang-starts-auctioning-victim-data/