Chefkonsulent Shehzad Ahmad, UNI•C, der leder det danske Computer Emergency Response Team (DK•CERT), skriver jævnligt klummer om it-sikkerhed til DR.dk. Klummerne bringes her, efterhånden som de udkommer.
Hej, indbrudstyv! Jeg er ikke hjemme, så nu vil være et godt tidspunkt at stjæle mine værdier.
Sådan en besked efterlader tusindvis af mennesker dagligt. Det sker, når de bruger de nye sociale netværkstjenester, der gør det let at følge vennernes gøren og laden.
Nogle af tjenesterne gør det oven i købet muligt at vise på et kort, hvor man er for øjeblikket.
Nu har en webside sat det i system: Pleaserobme.com indsamler information fra de netværkstjenester, der kobler personoplysninger med geografisk information.
Ikke til tyvene
Folkene bag webstedet understreger, at formålet ikke er at yde hjælp til indbrudstyve.
I stedet ønsker de at gøre brugerne opmærksomme på, at man skal være forsigtig med at fortælle, hvor man er henne. Det afslører nemlig også, hvor man ikke er: Hjemme.
Jeg synes, det er godt, at nogen gør opmærksom på risikoen ved at dele information. Men at gøre det på en måde, der direkte kan bruges af forbrydere, burde ikke være nødvendigt.
Heldigvis ser det ikke ud til, at der er danskere blandt dem, der udstilles på siden.
Begræns adgangen
Måske har du alligevel lyst til at bruge en af de tjenester, der gør det muligt at vise, hvor du er henne. Så anbefaler jeg, at du begrænser, hvem der kan se oplysningerne.
Hvis det kun er dine venner, der ved, hvor du er henne, minimerer du risikoen for misbrug.
Vi ved ikke, hvor meget indbrudstyve bruger information fra nettet. Men den amerikanske videofotograf Matt Chapman skrev sidste år på sit websted, at nogen havde brudt ind i hans hus på et tidspunkt, hvor han og konen var væk.
Han havde på forhånd skrevet om deres ferieplaner på flere sociale netværk. Det var første gang i et år, at parret var væk fra huset om natten.
Han ved ikke, om tyven har benyttet sig af information fra nettet. Men det har gjort ham mere forsigtig med, hvad han skriver.
Oprindelig offentliggjort på DR.dk den 24. februar 2010