Sådan lærer du dine børn at færdes sikkert på nettet

Der er stort behov for, at vores børn tidligt lærer nogle regler for, hvordan de færdes på nettet. For nettet er ikke sikkert, skriver Shehzad Ahmad i denne klumme fra Computerworld.

Shehzad Ahmad, der er chef for DKCERT, skriver hver måned på Computerworld Online om aktuelle it-sikkerhedsspørgsmål. Kommentarerne bringes her, efterhånden som de udkommer.

 

Hvert tredje barn i 7. klasse har besøgt websider, som deres forældre ikke ønsker, de skal se.

Samtidig henvender et stigende antal bekymrede forældre sig til os i DKCERT. De er utrygge ved deres børns færden på nettet.

"Måske har min datter sendt nøgenbilleder af sig selv over Snapchat. Hvad skal jeg gøre?"

Sådan spørger de for eksempel. Og jeg forstår godt deres bekymring.

En tjeneste som Snapchat lover godt nok, at billeder slettes, så snart de er vist. Men den slags hindringer kan omgås.

Børn og unge løber en risiko for, at private billeder af dem lever evigt på nettet. Dermed kan de for eksempel dukke op, når barnet bliver voksen og søger job.

En aktuel undersøgelse fra Børnerådet viser, at 31 procent af børnene i 7. klasse har foretaget sig ting på internettet, som de er klar over, at deres forældre ikke er glade for. Det handler primært om at besøge pornosider.

Nogle forældre går så vidt som til at tage smartphonen og andet udstyr fra børnene. Andre opretter selv konti på Snapchat og ungdomssites for at lære teknologien at kende.

Vi kan ikke undgå, at vores børn bruger sociale netværk og andre tjenester. Tager vi smartphonen fra dem, bruger de en computer på skolen eller låner en vens.

Som færdselsregler
Jeg er enig med Børnerådet og de bekymrede forældre: Vi har et problem.

Vi sender ikke børn ud i trafikken uden at lære dem de vigtigste færdselsregler. På samme måde bør vi ikke slippe dem løs på internettet og mobile tjenester uden et minimum af viden.

Og vi skal sætte ind tidligt.

Det er efter min mening for sent at lære børnene sikker adfærd på nettet, når de går i gymnasiet. På det tidspunkt kan de allerede have fået dårlige vaner – og har måske offentliggjort billeder, de burde have holdt for sig selv.

Allerede som 6-9-årige skal børn lære, hvordan man agerer på nettet. De skal kende basale begreber som brugernavn og password – og hvorfor man ikke må genbruge sit password.

De skal også lære, hvorfor de skal være varsomme med at dele private billeder og andre data.

Undersøgelsen fra Børnerådet dokumenterer, at der er et behov: Mere end hver fjerde 13-årige synes, at de lærer for lidt i skolen om at være på nettet.

Offentlig-privat samarbejde
Hvem skal så påtage sig den opgave?

Umiddelbart kan man mene, at det må være skolernes opgave.

Men jeg er bange for, at det kniber med den nødvendige viden. En lærer kender til undervisningsegnede apps, men kan ikke forventes at være inde i it-sikkerhed.

Så jeg tror, vi har brug for et offentlig-privat samarbejde.

Vi har mange dygtige it-virksomheder i Danmark. De må kunne lære børn sikker adfærd på nettet i samarbejde med skolerne og de andre steder, hvor børnene kommer.

Min opfordring til it-branchen lyder: Tag handsken op og hjælp med at lære fremtidens borgere at færdes på nettet.

Det gælder vores sikkerhed.

Oprindelig offentliggjort på Computerworld Online den 25. april 2014

LINKS

Halvdelen af eleverne i 7. klasse har oplevet ubehagelige ting på nettet, Børnerådet 24. april 2014
Denne klumme på Computerworld.dk

Keywords: