Af Torben B. Sørensen, 08/12/16
Et netværksfirma har hyret sikkerhedsekspert Matthew Green til at undersøge sikkerheden i VPN-programmet OpenVPN.
Matthew Green, der er professor ved Johns Hopkins Information Security Institute, har tidligere deltaget i en gennemgang af sikkerheden af krypteringsprogrammet Truecrypt. Han er specialist i kryptering.
Firmaet Private Internet Access har kontraktansat ham til at undersøge sikkerheden i OpenVPN 2.4, der er i betatest. Når den færdige version er klar, vil den blive sammenlignet med betaversionen, så eventuelle nye sårbarheder kan blive fundet.
Hvis undersøgelsen fører til, at der findes sårbarheder, får udviklerne af OpenVPN information om dem, så de kan lukke hullerne. Derefter vil resultaterne af undersøgelsen blive offentliggjort.
OpenVPN er et udbredt program til VPN (virtuelt privat netværk), hvor kommunikationen over det åbne internet beskyttes med kryptering.