Af Nicolai Devantier, 28/08/18
Afskaf cpr-nummeret.
Sådan lyder anbefalingen fra Ingeniørforeningens Digitaliseringsudvalg.
Kritikken af vores alle sammen identifikationsnummer er hård.
Cpr-nummeret betegnes som teknologisk forældet, og udgør en sikkerhedsrisiko i en tid med globale cybertrusler.
Hverken borgere eller virksomheder kan være tjent med et forældet system, der ikke yder borgerne ret til privatlivsbeskyttelse og sikkerhed af private data, lyder det fra IDAs it-sikkerhedsekspert.
Ingeniørforeningens bud på en afløser til det cpr-system, som vi kender i dag, er forskellige nøgler til forskellige systemer. På den måde kan man sikre en klar adskillelse af identifikation til brug af kommercielle forhold og autentifikation til mere private og personfølsomme oplysninger, lyder det.
Vurderinger er, at vi hurtigst muligt skal finde en anden måde at identificere og autentificere os på.
Der er flere eksempler på, at cpr-numre er blevet blotlagt. Et eksempel er, da CPR-kontoret i 2014 offentliggjorde 900.000 danske numre.
Anbefaling:
Dit cpr-nummer er personligt, og det skal ikke gøres tilgængeligt for andre.
Links:
- Vi bør afskaffe CPR-nummeret, information fra IDA.
- CPR-kontoret lagde ved en fejl 900.000 numre frem på nettet, artikel fra Jyllands-Posten.
- Ingeniørforeningen: Afskaf CPR-nummeret, artikel fra Version2.