Af Nicolai Devantier, 11/12/18
Google fortæller nu, at firmaets sociale medie Google+ er blevet ramt af et nyt massivt datalæk.
For et par måneder siden kunne den amerikanske avis Wall Street Journal berette, at oplysninger fra flere hundrede tusinde profiler var kompromitteret.
Nu er den så gal igen.
Denne gang handler det om en kritisk svaghed i et Google+ People API, der gør det muligt for udviklere at få adgang til informationer om 52,5 millioner brugere. Det er eksempelvis navn, mail og alder fra profiler, der er sat til ikke at være offentlige.
Derfor har virksomheden nu besluttet, at lukningen af det sociale medie fremskyndes fra august 2019 til april 2019.
Anbefaling:
Vær altid opmærksom på hvilke oplysninger du deler via sociale netværk. Skift altid dine adgangskoder, hvis en tjeneste er blevet kompromitteret. Brug ikke adgangskoder på tværs af tjenester.
Links:
- Expediting changes to Google+, information fra Google.
- Google+ to Shut Down Early After New API Flaw Hits 52.5 Million Users, artikel fra The Hacker News.
- Google+ lægges i graven på grund af problemer med datasikkerheden, Nyhed fra DKCERT.