Nye ansigter i DKCERT

DKCERT opruster med to nye sikkerhedsfolk og en medarbejder til DPO-tjenesten.

DKCERT har 1. oktober ansat to nye sikkerhedsfolk, der skal være med til at styrke arbejdet med sikkerheden på forskningsnettet. De to er sikkerhedskonsulenterne Carina Lamb og Jack Hjortholm, begge nyuddannet med en professionsbacheloruddannelse i it-sikkerhed fra hhv. Københavns Erhvervsakademi og Erhvervsakademi Aarhus.

Carina og Jack indgår i DKCERTs team og skal arbejde med at håndtere sikkerhedshændelser på forskningsnettet og bidrage med information til universiteterne og forskningsinstitutionerne om det generelle trusselsbillede. Det sker bl.a. ved monitorering af de mange kilder, som DKCERT har adgang til, og prioritering af dem, samt ved at facilitere deling af viden om trusler og hændelser mellem institutionerne.

Som udgangspunkt er det institutionernes egen ansvar at holde orden i eget hus og håndtere hændelser inden for eget regi. Sker der fx hændelser som ransomwareangrebet på AAU i sommer, går DKCERT ind og bidrager med rådgivning og vejledning samt videndeling til de andre institutioner, så de opnåede erfaringer herfra kan medvirke til at forebygge lignende hændelser på andre universiteter.

Ny DPO fra 1. november

DKCERT har også ansat en ny DPO, der med base på DeiCs kontor i Århus skal betjene institutioner, især i Vestdanmark. Susanne Groth er uddannet jurist og kommer fra en stilling som lektor ved maskinmesterskolen i Fredericia og DPO for en række maritime skoler. Susanne vil indgå i DKCERTs DPO-tjeneste sammen med Morten Eeg Ejrnæs Nielsen og Helle Meldgaard.

DPO-tjenesten hjælper forsknings- og uddannelsesinstitutioner med at overholde EU's databeskyttelsesforordning. DPO-tjenesten har været kørende siden maj 2018, hvor EU’s databeskyttelsesforordning trådte i kraft og er etableret, idet DPO-opgaven på den enkelte institution ikke altid har et tilstrækkeligt omfang til, at institutionen ønsker at ansætte en egen DPO, har brug for en vikar i en periode, eller GDPR-relateret rådgivning i øvrigt. Tjenesten formidler også videndeling gennem et netværk for DPO’er ved institutionerne under Uddannelses- og Forskningsministeriets område.