Af Eskil Sørensen, 03/02/21
Kig til de unge, for mange af dem har styr på det med at bruge passwordmanager. Hvor kun 5 pct. at de ældste i respondentgruppen (70-74 år) i høj eller meget høj grad efterlever anbefalingen om brug af passwordmanager, så er det 24 pct. af de unge fra 18-29 år og 20 pct. af de 30-39-årige.
Dette viser rapporten Danskernes Informationssikkerhed, der udkom lige før jul.
Men så dygtige er de unge heller ikke. Over halvdelen af de unge (52 pct) fra 18-29 år oplyser, at de slet ikke efterlever anbefalingen om brug af passwordmanager. I den anden ende af skalaen finder vi de ældste, hvor 62 pct. slet ikke efterlever anbefalingen. I gennemsnit er det 54 pct. på tværs af aldersgrupperne.
Samlet set er det 14 pct., der ikke kender til anbefalingen om brug af passwordmanager.
Læs evt. mere om passwordmanager og kodeord på sikkerdigital.dk.
Dataindsamlingen, der danner baggrund for tallene, er gennemført af analysebureauet Megafon for Digitaliseringsstyrelsen og DKCERT i sommeren 2020.
#Hvadgørduselv?
Vil du inden for den næste uges tid begynde at anvende passwordmanager til at holde styr på dine kodeord?