Af Eskil Sørensen, 22/11/21
Researchere er begyndt at advare om, at botnet-truslen kan stige, efterhånden som flere potentielle cyberkriminelle lærer at bygge deres eget botnet. Det skriver ZDNet i en analyse, efter at det kommet frem, at aktører på Dark Web er begyndt at tilbyde onlinekurser i udvikling og anvendelse at botnet.
Som ZDNet skriver, så fungerer det meget ligesom i den legitime verden, hvor der tilbydes undervisning i i cybersikkerhed og andre onlinefærdigheder.
Det er researchere hos Recorded Future, der har analyseret annoncering og aktivitet i en ’botnetskole’ på et Dark Web-forum og som følge af det fandt ud af, at kurserne øjensynligt er efterspurgte. Lærerne på kurserne driver efter det oplyste selv botnets og har derfor antageligvis hands-on erfaring til at kunne tilbyde kurser, hvor prisen opgøres til at være 1.400 dollar. Der loves til gengæld, at ’uerfarne cyberkriminelle får viden om, hvordan man bygger, vedligeholder og tjener penge på botnets’.
Trustpilot for Dark Web
Som ZDNet skriver kunne man få den tanke, at man bliver snydt og intet får tilbage, hvis man betaler for et kursus med kriminalitet for øje. Men det ser ifølge ZDNet ud som en legitim tjeneste, og kurset er underlagt anmeldelser, som tyder på, at botnetskolen virkelig tilbyder, hvad den siger, den gør. Hvis det var et fupnummer, ville det ikke have varet så længe.
Researcherne bag analysen har ikke oplysninger om, hvor mange der har taget kurset, men der spekuleres i op mod 100. Af den grund advares der også om, at kursets eksistens sandsynligvis vil føre til en stigning i truslen fra botnets – ligesom det heller ikke kan udelukkes, at der opstår flere kursusudbydere. Som der som regel gør, når der er et marked.