Nyt initiativ: Hele Danmark øver

Oktober kommer til at stå i cyberberedskabsøvelsens tegn.

Med inspiration fra Finland, som i flere år har gennemført en national cyberberedskabsøvelse, har en række brancheorganisationer og erhvervsvirksomheder nu lanceret en dansk version. Øvelsen har fået navnet ”Hele Danmark øver”, og den har til formål at styrke ”..cyberberedskabet hos danske virksomheder og dermed bidrage til et mere sikkert samfund og generel digital tryghed”, fremgår det af det udsendte materiale.

Målgruppen for øvelsen er primært danske virksomheder, og dets iværksættelse signalerer, at der er behov for at gøre mere for cyber- og informationssikkerheden hos virksomhederne, end de hidtidige initiativer er lykkedes med at skabe. 

Øvelsen foregår i sikkerhedsmåneden i oktober, hvor der bliver gennemført mere end 20 fysiske events. I omtalen af øvelsen lover arrangørerne, at deltagerne får mulighed for ”..i realtid at prøve, hvordan det er at blive udsat for at hackerangreb og klædt på til, hvad I skal gøre hvis uheldet er ude.”

Selve eventet foregår som en tre timers praktisk beredskabsøvelse, hvor deltagerne via deres egen mobiltelefon skal deltage aktivt i en kombination af samtale i grupper og foredrag.

På hjemmesiden fremgår det, at der ikke kræves forudgående viden for at deltage, "hvorfor arrangementet også er velegnet til ledere uden IT-færdigheder."

Projektet lanceres ved et kick-off- event i København den 8. oktober, hvortil man kan tilmelde sig via øvelsens hjemmeside. Dato, tid og sted for de 20 events er ikke annonceret endnu. 

Links:

https://heledanmarkover.dk/

Keywords: