Marconi-chef skal lede EU's it-sikkerhedsagentur

Artiklen blev oprindeligt publiceret den 27/9/2004

Andrea Pirotti, der kommer fra en ledende stilling hos teleproducenten Marconi, bliver den første leder af EU's nyoprettede agentur for it-sikkerhed. Agenturet placeres på Kreta.

Andrea Pirotti skal lede European Network Information and Security Agency (ENISA). Han bliver officielt udnævnt den 6. oktober, efter at han har holdt en tale for Europa-Parlamentet og har besvaret spørgsmål fra parlamentsmedlemmerne.

Formand for bestyrelsen bliver Kristiina Pietikainen, der arbejder i det finske trafik- og kommunikationsministerium. Næstformanden er ungarer og hedder Ferenc Suba. Han er ansat i Ungarns ministerium for informatik og kommunikation.

ENISA er foreløbig placeret i Bruxelles, men skal flytte til den græske by Heraklion på øen Kreta. Agenturet, der skal arbejde for at øge it-sikkerheden i EU, går nu i gang med at ansætte teknisk personale.

Der er afsat 34,3 millioner euro (255 millioner kroner) til driften af ENISA over en femårig periode.

Links